Altid frejdig, når du går

Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende.

Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse.

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

—-

Siempre altivo, al andar
caminos que solo dios conoce,
a pesar de que al llegar a tu destino,
estarás en el fin del mundo.

¡Nunca temas la oscuridad!
las estrellas brillarán;
con un padrenuestro por plegaria
nada nunca temerás.

Lucha por todo lo que amas,
muere si fuera preciso,
La vida así no es difícil,
la muerte tampoco.

No pensar nunca en la muerte

No pensar nunca en la muerte
y dejar irse las tardes
mirando como atardece.
Ver toda la mar enfrente
y no estar triste por nada
mientras el sol se arrepiente.
Y morirme de repente
el día menos pensado.
Ese en el que pienso siempre.
Aldrig tænke på døden
og lade aftenerne passere
mens man ser dagen blive til aften.
Se alt havet foran
og ikke være trist for noget
mens solen fortryder.
og dø, pludselig
den dag, jeg mindst forventer det,
den jeg altid tænker på.
Manuel Alcántara.

Caminante / Vandrende

XXIX

Caminante, son tus huellas
el camino, y nada más;
caminante no hay camino,
se hace camino al andar.
Al andar se hace camino,
y al volver la vista atrás
se ve la senda que nunca
se ha de volver a pisar.
Caminante, no hay camino,
sino estelas en la mar.

Antonio Machado (1913)

XXIX

Vandrende, dine spor
er vejen og intet andet;
vandrende, der findes ingen vej
vejen åbner sig ved at gå.
Ved at gå, åbner vejen sig
og når man ser sig tilbage,
ser man den sti,
der aldrig skal betrædes igen.
Vandrende, der findes ingen vej
men kølvandsstriber i havet.

Antonio Machado (1913)

Så tag mit hjerte / Ven, toma mi corazón

Så tag mit hjerte

Så tag mit hjerte i dine hænder,
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit.

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,
for det har elsket og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig – at det er dit.

Det var saa stærkt og saa stolt, mit hjerte,
det sov og drømte i lyst og leg,
nu kan det knuses – men kun af dig.

Tove Ditlevsen (1942)

Ven, toma mi corazón

Ven, toma en tus manos mi corazón,
tómalo con cuidado, tómalo con ternura,
mi encarnado corazón – tuyo, ahora es.

Late tan tranquilo, late tan suavemente,
porque ha amado y ha sufrido,
ahora late tranquilo – ahora tuyo es.

Y puede lastimarse, y puede marchitarse,
y puede olvidar y olvidar tanto,
pero nunca olvida – que es tuyo.

Era tan fuerte y tan orgulloso, mi corazón,
dormía y soñaba en placeres y juegos,
ahora puede romperse – solo por ti.

Tove Ditlevsen (1942)